Eggens skrivende gestus er generøs, han påtager sig rollen som en levemand der nyder og mestrer kulturen, man har med andre ord ikke en fornemmelse af at der står mange udenfor døren med tomme øjne. Alligevel går der ganske lang tid før jeg finder en vej ind i hans bog om Berlin, og når jeg ser mig selv læse, ser min egen uvilje til at swinge med, ligner jeg den anorektiske datter, sur og bleg, som ikke vil spise den gode mad der bliver serveret. Alligevel virker det som om vi deler en fascination for Berlin, hvor vi begge bor eller har boet, som specielt op gennem 80’erne var en slags grundmetafor i postpunken; den splittede by, den splittede sjæl. David Bowie med et rødt lyn ned over ansigtet som om han forudså sin relation til byen delt af muren. Et ikonisk billede som gjorde dybt indtryk på mig, er fra Christiane F. – Wir Kinder vom Bahnhof Zoo (1981); de unge som løber gennem et tomt indkøbscenter, de smadrer glas på vejen, de lever et øjeblik, og Bowie synger “Heroes” – den fantastiske, langstrakte guitartone lyder som en bøn.
Bagsideteksten lover fortællinger om skurke, helte, genier og gudinder; byen ses igennem de kulørte personligheder og de historiske stridigheder som har medvirket til at skabe den. I 2008 skrev Eggen Manhattan. Historier om New York, her spiller titlen på forfatteren som historiefortæller, han er på plads i byen, men alt filtreres og omformes gennem det fortællende jeg. En lignende forskydning findes i den aktuelle titel som ignorerer samtiden, gadeplanet, eftersom den siges at handle om Berlin som det 20. århundredes hovedstad, altså indtil år 2000. Hvorfor føles det først som kvælende læsning? Jo, jeg leder efter Eggen-kroppen som går i gaderne, men dette sker næsten aldrig, vi skal troldbindes af de kulørte historier og personligheder som Eggen animerer. Noget af grunden er nok at bogen er skrevet til datteren Sofie, dette understreges i forordet: “Vel, jenta mi, skal vi begynne?” Og hvordan fortæller man til et barn? Selvsagt stærkt animeret. Men er det noget som faren ikke mestrer? Først ganske sent begynder stemmen at stamme; hvordan fortæller jeg om Holocaust til min datter? Når Eggen sætter tempoet ned og på en måde slås af grusomhederne, skaffer sig et fortællermæssigt problem, bliver det nemmere for mig at læse, selvom jeg stadig synes at byen Berlin ligger og summer for sig selv udenfor, for hvordan fortælle om gaderne? Der er ingen historier, bare materiale, i hvert fald er det ikke dér Eggen synes at finde sin primære inspiration.
Er Eggen en sanselig fortæller? Der er tryk på, det er en fest, men den narrative logik – om det er historiens fremadskridende bevægelser eller kravet om højdepunkter, længslen efter røverhistorier, som kalder på respons, latter eller fortryllelse – synes faktisk at udelukke følelsen af Berlin, lyden af berlinske stemmer som ikke tilhører kendte personligheder. Derfor læser jeg længe bogens projekt som en slags negering af byen, en drøm om Berlin, og det er vel en slags definition på litteratur. Når Eggen fortæller om byens madkultur, går han en tur på KaDeWe, Kaufhaus des Westens, dette indkøbscenter som var en manifestation af østtyskernes hede drømme om ubegrænset forbrug. For en gangs skyld er den umiddelbare virkelighed udgangspunkt for fortællinger, ikke omvendt. Men stadig er læseren kidnappet af jegets individuelle smag. Hvor mange historier kunne man ikke fortælle om Berlins forhold til økologiske madvarer, og er ikke historien om Die Grünen relevant? I den forbindelse kunne man komme ind på markedshallernes genopblomstring, men Eggen er primært optaget af Alt Berliner Kneipernes madkunst; denne kødtunge madtradition. Han husker godt nok at nævne byens kulinariske mangefold, men det er alligevel ikke dette eller byens grønne madpolitik som sættes i fokus. Et eksempel på at alle selvsagt mikser deres egen version af Berlin, men også et forsøg på at illustrere hvordan en jeg-fortæller – dette jeg som den fortællende journalistik indfører for at markere overgangen til Kunst – kan være problematisk og skyggende med sine forførelseskunster.
Eggen styrer gennem homokultur og technokultur, historier om Marlene Dietrich og punkdivaen Nina Hagen, Stasi og Rote Armee Fraktion i højt tempo, den stammende fase er overvundet, og måske fortælles historien ikke så markant til Sofie længere. Eggen har varme følelser for Bowie, men det er alligevel Blixa Bargeld som er det ultimative man crush, en punket kaosånd som har gjort så dybt indtryk at Eggen antyder at han har formet sit parforhold ud fra en Bargeld-tekst. Her viser Eggen noget andet end forførelseskraft, nemlig forførelsesvilje. En historie som angiveligt stammer fra Bargeld selv, gengives som sand: Depeche Mode breaker industrirocken med pophittet “People Are People” (1984) ved hjælp af samples fra Bargelds band Einstürzende Neubauten. Historien er morsom og peger vel på hvordan mainstream udnytter undergrund, men kan nok afkræftes.
Eggen kan for eksempel konstatere at “veldig mye foregår på breddene av Spree”, og han fortæller om technoklubberne som ligger her, men går ikke længere ind i de problematiske forhold hvor autonome fraktioner, nogle af dem del af techno- og hardcoremiljøet, kæmper for at blive mens privatiseringen med lynets hast lukker adgangen til kanalen omkring dem. Han er næppe politisk ignorant, men alligevel virker han tilbageholdende i sin vilje til at diskutere problemer og konflikter i samtiden, og hans nysgerrighed synes ofte at handle om hvor der sker noget som er cool. Netop denne nysgerrighed kan aktivt medvirke til at ødelægge byen; der foregår en kamp mod gentrificering som Eggen ikke synes at interessere sig for. Eller har han faktisk undsagt sig samtiden i kraft af titlens fokus på historien? Han tilføjer lidt panikslagen smalltalk om lufthavne, noget som berlinerne ganske rigtigt er optagede af: Hvad sker med det kuldsejlede byggeri af Flughafen Berlin Brandenburg, og får vi lov at beholde det åbne rekreationsområde som tidligere var Flughafen Berlin-Tempelhof? Er det sådan at distancen til historien sætter den skrivende fri? Der hviler et lys over fortiden, mens samtiden er journalistikkens domæne som Eggen har lagt bag sig.
Det er nemt at sympatisere med nyjournalistikkens afvisning af en virkelighedsgengivelse som fremstår objektiv eller neutral. Imidlertid kan den ses som udtryk for et typisk vestligt problem hvor blikket på omverdenen er så stærkt farvet af jeget at man risikerer at lukke munden på andre stemmer. Den Anden eksotiseres og iscenesættes som en slags hånddukke. Vesten som bugtaler. Eggen er ingen typisk eksponent for dette, hans mest heroiske intentionserklæring lyder som følger: “Unge folk vet ikke hva Wannsee-konferansen var eller hva den førte til. Her har jeg som kunstner en oppgave, å levendegjøre det som for meg er den menneskelige sivilisasjonens bunnpunkt.” Forfatteren som oplyser kan man møde glimtvis når teksten ikke lukker sig om de individuelle smagsløg. Vi står imidlertid midt i en bølge af mere eller mindre vellykkede angreb på grænserne mellem virkelighed og fiktion, og det er fejlagtigt at tro at den eneste måde hvorpå man kan gøre sagprosa litterær, er ved at puste jeget op som en kulørt ballon. Prisvindende forfattere som Åsne Seierstad og Gaute Heivoll har utvivlsomt hæderlige hensigter, men deres litteratur fremstår ofte som sentimental kitsch som peger på forfatteren snarere end at give reel plads til den virkelighed som man vil sætte i fokus. Vil vi lukke verden? Nej, vi vil vel åbne den?
Torgrim Eggen
Berlin. Det 20. århundrets hovedstad
Cappelen Damm 2013
(Anmeldt i Prosa nr. 5/6 – 2013)
Torgrim Eggen
Berlin. Det 20. århundrets hovedstad.
Cappelen Damm, 2013
